New Zealand fra nord til syd

- med autocamper

New Zealand fra nord til syd i autocamper

– Den klassiske rute fra Auckland til Christchurch

New Zealand er nærmest skabt til en rundrejse i autocamper. På relativt få kilometer skifter landskabet fra vulkaner, gejsere og subtropiske strande på Nordøen til regnskov, gletsjere, dybe fjorde og nogle af landets højeste bjerge på Sydøen.
På denne klassiske rute oplever I New Zealand fra nord til syd. Turen begynder i Auckland, hvor I henter autocamperen, og fortsætter via Coromandel, Rotorua og Tongariro til Wellington. Her tager I autocamperen med færgen over Cook Strait til Picton og fortsætter gennem Sydøens store naturoplevelser: Abel Tasman National Park, vestkysten, Franz Josef Glacier, Wānaka, Queenstown, Fiordland og Aoraki/Mount Cook.
Turen slutter i Christchurch, hvor autocamperen afleveres. Det betyder, at I slipper for at køre tilbage ad samme vej og i stedet kan bruge ferien på én lang rejse gennem begge New Zealands hovedøer.

Overblik over ruten

  • Varighed: Ca. 22-23 dage
  • Start: Auckland på Nordøen
  • Slut: Christchurch på Sydøen
  • Længde: Ca. 3.000 km plus lokale udflugter
  • Færge: Wellington – Picton
  • Bedste tidspunkt: Oktober til april
  • Vores favoritperioder: Oktober-november samt marts-april
  • Velegnet til: Førstegangsrejsende, par, familier, naturelskere og jer, der gerne vil vandre
    Autocamper: Ruten kan køres med både kompakte campervans og større autocampere

Her kan I hente og aflevere autocamperen

En af fordelene ved denne rute er, at de store autocamperudlejere har stationer i begge ender. I kan derfor hente autocamperen i Auckland og aflevere den i Christchurch. Envejsleje gør det muligt at køre gennem både Nordøen og Sydøen uden at skulle tilbage til Auckland. Ruten kan naturligvis også køres den modsatte vej.

> Mere om leje af autocamper i New Zealand

Ruten kort fortalt

Auckland – Coromandel – Rotorua – Tongariro – Wellington – Picton – Abel Tasman – Punakaiki – Franz Josef – Wānaka – Queenstown – Te Anau – Milford Sound – Aoraki/Mount Cook – Lake Tekapo – Christchurch

Højdepunkter på en rundrejse i New Zealand fra nord til syd

  • På Nordøen oplever I blandt andet Coromandels strande og skove, Rotoruas gejsere og varme kilder samt de vulkanske landskaber omkring Tongariro National Park. Wellington bliver både en storbyoplevelse og springbrættet til Sydøen.
  • Efter færgeturen gennem Cook Strait ændrer landskabet karakter. Abel Tasman byder på gyldne strande, klart vand og kystvandringer, mens vestkysten er rå og dramatisk med regnskov, klipper og gletsjere.
  • Længere mod syd venter bjergsøerne omkring Wānaka og Queenstown, de enorme fjelde og vandfald i Fiordland National Park samt turen langs Lake Pukaki mod Aoraki/Mount Cook. Det er svært at forestille sig en mere varieret roadtrip på omkring 3.000 kilometer.
Coromandel
Route 66
Cathedral Cove
Route 66

Stop for stop – New Zealand i autocamper

Stop 1: Coromandel – strandene og den grønne start på rejsen

Ca. 180 km fra Auckland · Anbefalet ophold: 2 overnatninger

Når autocamperen er hentet i Auckland, begynder rundrejsen mod øst til Coromandel Peninsula.

Her får I en blød start på ferien med grønne skove, kystveje og nogle af Nordøens mest kendte strande. Området føles langt fra storbyen, selv om I kun har kørt nogle få timer.

Cathedral Cove er et af Coromandels store naturikoner. Kysten kan opleves til fods eller fra vandet på en kajak- eller bådtur. Ikke langt derfra ligger Hot Water Beach, hvor varmt geotermisk vand strømmer op gennem sandet omkring lavvande.

Med to overnatninger slipper I for at ankomme den ene eftermiddag og skulle pakke sammen allerede næste morgen.

Det skal I opleve på Coromandel

Cathedral Cove, Hot Water Beach, kysten omkring Hahei og Whitianga samt de mange korte vandreruter gennem skov og langs havet.

Forslag til camping

Hot Water Beach TOP 10 Holiday Park er et oplagt udgangspunkt for både Hot Water Beach og Hahei-området.

Whakarewarewa Forest
Whakarewarewa Forest
Rotorua
Rotorua

Stop 2: Rotorua – gejsere, vulkaner og maorikultur

Ca. 210 km fra Coromandel · Anbefalet ophold: 2 overnatninger

Fra kysten går turen ind i hjertet af Nordøens geotermiske område.

Rotorua er et af de steder i New Zealand, hvor man for alvor mærker, at landet ligger på aktive geologiske brudzoner. Damp stiger op fra jorden, mudderpøle bobler, og flere steder kan I se farverige varme kilder og gejsere. Men Rotorua er mere end geologi. Byen og området omkring den er samtidig et af de bedste steder på rejsen til at få indblik i Māori-kultur, traditioner og historie. Brug derfor mindst en hel dag i området.

Oplevelser ved Rotorua

Besøg et af de geotermiske områder, oplev Pohutu-gejseren, tag på en kulturel Māori-oplevelse eller gå en tur blandt de enorme træer i Whakarewarewa Forest.

Har I interesse for Ringenes Herre-universet, kan en afstikker til Hobbiton desuden passes ind mellem Coromandel og Rotorua.

Taupō Lake
Taupō Lake
Tongariro Alpine Crossing
Tongariro Alpine Crossing

Stop 3: Taupō og Tongariro – vulkanernes New Zealand

Ca. 150 km · Anbefalet ophold: 2 overnatninger

NFra Rotorua fortsætter I mod Lake Taupō og Tongariro National Park.
Her ændrer landskabet endnu en gang karakter. Skove og grønne bakker bliver afløst af åbne vulkanske landskaber med Mount Ruapehu, Mount Tongariro og Mount Ngauruhoe som markante pejlemærker.

Er I glade for at vandre, er dette et af turens absolutte højdepunkter.

Tongariro Alpine Crossing

Den berømte Tongariro Alpine Crossing regnes blandt New Zealands mest kendte dagsture. Ruten går gennem et dramatisk vulkanlandskab med kratere, lavaformationer og farvede bjergsøer.

Vejret i bjergene kan dog skifte hurtigt, så planlæg gerne to nætter i området. Så har I bedre mulighed for at vælge den bedste dag til vandring.
Ønsker I en mindre krævende dag, findes der også mange kortere vandreture i nationalparken.

Wellington cable car
Wellington cable car
Cook Strait
Cook Strait

Stop 4: Wellington – hovedstaden og porten til Sydøen

Ca. 320 km · Anbefalet ophold: 1 overnatning

Fra Tongariro går turen sydpå mod Wellington.

New Zealands hovedstad ligger smukt omkring en naturlig havn og er en dejlig kontrast til de foregående dages naturoplevelser. Besøg nationalmuseet Te Papa, gå langs havnefronten eller tag kabelbanen op over byen.

Men Wellington har også en meget praktisk funktion på jeres rundrejse: Det er herfra, autocamperen skal med færgen til Picton på Sydøen.

Færgen fra Wellington til Picton

Færgeoverfarten over Cook Strait tager omkring 3½ time, og autocamperen kommer med om bord. Interislander anbefaler booking i god tid, særligt i den travle sommersæson.

Selve sejlturen er en oplevelse. Særligt indsejlingen gennem Marlborough Sounds mod Picton er fantastisk.

> Se sejltider og bestil billetter

Abel Tasman National Park
Abel Tasman National Park
Abel Tasman National Park
Abel Tasman National Park

Stop 5: Abel Tasman National Park – gyldne strande og turkisblåt hav

Ca. 180-200 km fra Picton · Anbefalet ophold: 2 overnatninger

Fra Picton fortsætter turen vestpå mod Nelson og Abel Tasman National Park.

Efter Tongariros vulkaner og Wellingtons byliv føles Abel Tasman næsten subtropisk. Nationalparken er kendt for grøn skov, klipper, små bugter og gyldne sandstrande. Lad autocamperen stå en dag, og oplev nationalparken fra vandet eller til fods.

Vandring og kajak i Abel Tasman

Abel Tasman Coast Track følger kysten gennem skov og små bugter. I behøver ikke gå hele ruten. Vandtaxaer gør det nemt at kombinere en kortere vandretur med en sejltur. Kajak er en anden klassiker og giver mulighed for at udforske kysten fra havet.

Gode baser

Kaiteriteri og Marahau er begge oplagte udgangspunkter.

Punakaiki
Punakaiki
Punakaiki
Punakaiki

Stop 6: Punakaiki – ind på Sydøens vilde vestkyst

Ca. 280 km · Anbefalet ophold: 1 overnatning

Nu begynder en af de mest spektakulære dele af hele turen. Vejen følger Sydøens vestkyst gennem et område, hvor Tasmanhavet på den ene side møder tætte regnskove og bjergene på den anden. Ved Punakaiki finder I Pancake Rocks, hvor kalkstenen gennem millioner af år er blevet formet til lag, der næsten ligner enorme stakke pandekager. I godt vejr er selve køreturen mindst lige så stor en oplevelse som destinationen.

Franz Josef
Franz Josef
Fox Glacier
Fox Glacier

Stop 7: Franz Josef og gletsjerne på vestkysten

Ca. 225 km · Anbefalet ophold: 2 overnatninger

Fra Punakaiki fortsætter I mod syd gennem Hokitika og videre til gletsjerlandet omkring Franz Josef og Fox Glacier. Det særlige ved Sydøens vestkyst er kontrasterne. Her kan I stå i tempereret regnskov og samtidig kigge mod sne- og isdækkede bjerge.

Brug en hel dag i området

I kan gå korte vandreture til udsigtspunkter omkring gletsjerne eller opleve bjergene fra luften på en helikoptertur, hvis vejr og budget tillader det.

Tip: To overnatninger er en fordel, fordi vejret på vestkysten kan skifte hurtigt.

Wanaka Tree
Wanaka Tree
Lake Wānaka
Lake Wānaka

Stop 8: Wānaka – bjergsø og vandreture

Ca. 285 km · Anbefalet ophold: 2 overnatninger

Køreturen fra Franz Josef til Wānaka er en af turens flotteste.
Ruten følger vestkysten mod Haast, krydser bjergene ved Haast Pass og fortsætter langs Lake Hāwea og Lake Wānaka.

Wānaka ligger omgivet af bjerge og er et godt sted at sætte farten ned efter de mange oplevelser langs vestkysten. Her er både caféer, søliv og nogle af Sydøens bedste vandremuligheder.

Vandring ved Wānaka

Roys Peak er den kendte klassiker, men der findes også betydeligt kortere ture omkring søen og i Mount Aspiring-området. Og ja – I kommer næsten uundgåeligt forbi det berømte træ #ThatWanakaTree.

Queenstown
Queenstown
Landskab ved Queenstown
Landskab ved Queenstown

Stop 9: Queenstown – bjergene og de store oplevelser

Ca. 70 km · Anbefalet ophold: 2 overnatninger

Fra Wānaka er der ikke langt til Queenstown. Byen ligger ved Lake Wakatipu med bjergkæden The Remarkables i baggrunden og er en af New Zealands mest kendte rejsedestinationer. Queenstown er berømt for bungy jump, jetboat, rafting og mountainbike, men I behøver bestemt ikke jagte adrenalin for at nyde området. Tag eksempelvis gondolen over byen, kør til Arrowtown eller brug dagen på vandring.

To overnatninger giver desuden mulighed for at lade autocamperen stå og nyde byen til fods.

Milford Road
Milford Road
Milford Sound
Milford Sound

Stop 10: Te Anau og Milford Sound – ind i Fiordland

Ca. 175 km · Anbefalet ophold: 2-3 overnatninger

Fra Queenstown går turen sydpå langs Lake Wakatipu og videre til Te Anau, som er den naturlige base for oplevelser i Fiordland National Park og særligt Milford Sound.

Milford Road – køreturen er en del af oplevelsen

Vejen fra Te Anau til Milford Sound er en af New Zealands mest imponerende vejstrækninger. Undervejs passerer I søer, regnskov, stejle bjergsider og Homer Tunnel, inden vejen ender ved Milford Sound.

Sæt hele dagen af. Det handler ikke bare om sejlturen på fjorden – køreturen frem og tilbage er i sig selv en stor naturoplevelse.

I Milford Sound kan I tage på cruise mellem enorme fjeldsider og vandfald.

Mount Cook
Mount Cook
Hooker Valley
Hooker Valley

 top 11: Aoraki/Mount Cook – New Zealands højeste bjerge

Ca. 400-430 km fra Te Anau · Anbefalet ophold: 2 overnatninger

Strækningen fra Te Anau til Mount Cook er en af rutens længere køredage.

Den sidste del mod Aoraki/Mount Cook er fantastisk. Vejen følger Lake Pukaki, og på klare dage rejser Aoraki/Mount Cook sig for enden af den turkisblå sø.

Har I 23 dage eller mere, kan I med fordel dele turen med en overnatning omkring Cromwell, Twizel eller Omarama. Det giver et mere behageligt tempo.

Vandring ved Mount Cook

Hooker Valley er områdets mest kendte vandretur og giver en fantastisk introduktion til bjerglandskabet. Der findes også flere kortere ture omkring Aoraki/Mount Cook Village.

Bliv mindst to nætter. Vejret i bjergene kan skifte, og dette er et af de steder på rejsen, hvor en ekstra dag sjældent føles spildt.

Church of the Good Shepherd
Church of the Good Shepherd
Lake Tekapo
Lake Tekapo

Lake Tekapo og videre til Christchurch

Ca. 400-430 km fra Te Anau · Anbefalet ophold: 2 overnatninger

Fra Mount Cook går turen mod Christchurch. Undervejs bør I stoppe ved Lake Tekapo, hvor det klare turkisblå vand, bjergene og den lille Church of the Good Shepherd tilsammen udgør et af Sydøens klassiske landskaber.
Herefter ændrer naturen sig gradvist, efterhånden som I forlader bjergene og kører ud over Canterbury Plains mod Christchurch.

I Christchurch afleveres autocamperen, og den lange rejse gennem New Zealand fra nord til syd er slut.

Hvor lang tid skal man bruge på New Zealand i autocamper?

Vil I opleve både Nordøen og Sydøen, anbefaler vi omkring tre uger som minimum. Hos Autocampers.dk ville vi vælge 22-23 dage, hvis ferien skal føles som en rundrejse og ikke som et kapløb mellem seværdighederne.

Forslag til fordeling af dagene

Dage Base/område De vigtigste oplevelser
1-2 Coromandel Cathedral Cove, Hot Water Beach og kysten
3-4 Rotorua Gejsere, varme kilder og Māori-kultur
5-6 Taupō/Tongariro Vulkanlandskab og vandring
7 Wellington Te Papa, havnefront og hovedstaden
8-9 Abel Tasman Kajak, strande og Coast Track
10 Punakaiki Vestkysten og Pancake Rocks
11-12 Franz Josef Gletsjere, regnskov og vandring
13-14 Wānaka Søen, bjerge og vandreture
15-16 Queenstown By, Arrowtown og aktiviteter
17-19 Te Anau/Fiordland Milford Road og Milford Sound
20 Mod Mount Cook Cromwell, Omarama eller Twizel
21-22 Aoraki/Mount Cook Lake Pukaki og bjergvandring
23 Christchurch Lake Tekapo og aflevering

Har I fire uger?

Har I fire uger til New Zealand, ville vi ikke bare presse flere kilometer ind.
Brug først de ekstra dage på de områder, I allerede besøger. En ekstra dag i Abel Tasman, Wānaka, Fiordland og Mount Cook giver mere værdi end fire nye endagsstop. Derefter kan I eksempelvis udvide ruten med Kaikōura, Dunedin og Otago Peninsula, Hawke's Bay/Napier eller Bay of Islands nord for Auckland.

Det samme princip gælder, hvis I kun har omkring 18-20 dage: Skær hellere en destination eller to væk fremfor at forkorte alle opholdene.

To personer slapper af i en autocamper med udsigt over natur
Afslapning i en Britz Venturer med udsigt over smuk natur.
Autocamper kører mod et snedækket bjerg i New Zealand
Oplev New Zealands storslåede landskab med autocamper.

Vores bedste tips til New Zealand i autocamper

  • New Zealand ser kompakt ud på kortet, men afstande skal ikke vurderes som i Danmark. Mange veje har kun ét spor i hver retning og går gennem kuperet terræn med mange kurver. New Zealands officielle rejsevejledning anbefaler derfor, at man regner med længere køretider, end antallet af kilometer umiddelbart tilsiger.
  • Book også færgen mellem Wellington og Picton tidligt, når I rejser i højsæsonen. Det samme gælder populære campingområder omkring blandt andet Aoraki/Mount Cook, Queenstown og gletsjerne. November-marts er den travleste periode.
  • Gør brug af muligheden for Freedom Camping undervejs på turen. Freedom Camping er camping i naturreservater og nationalparker- stort set altid meget naturskønt.

FAQ – New Zealand fra nord til syd i autocamper

Skrevet af – Medstifter & administrerende direktør i Autocampers.dk
Scroll to Top